Officiel Tesla Forening og True Energy A/S indgår samarbejde

Teslas Owners Denmark – den officielle forening for Teslaejere i Danmark – og True Energy går sammen om at sætte ekstra skub i den grønne omstilling og udnyttelsen af elbiler.

Det har været ventet med spænding på begge sider, og nu er det officielt: den officielle forening for Tesla-ejere i Danmark, Tesla Owners Denmark, og True Energy har indgået en samarbejdsaftale.

Spænding tilside og før vi drukner i ordspil om Ohms lov, så har Tesla-ejere siden True Energys start kunnet udnytte de brugs- og klimafordele, som vores app giver. Via det nye samarbejde får parterne mulighed for at udforske synergier og støtte op om noget af det, de begge brænder for: Elbiler og den grønne omstilling.

”Det er super spændende at arbejde med en forening der er engageret i både det grønne område, elbiler og deres brand. Der er mange områder, hvor vi sammen kan sætte ekstra skub i accelerationen af den grønne omstilling,” siger Charlotte Blou Sand, direktør og grundlægger i True Energy.

Teslas Owners Denmark siger:

“True Energy er en af de virksomheder, som går forrest, når det kommer til løsninger, der gør det nemt og automatisk at støtte op om klimaet via elbiler. Dette understøtter både Tesla og foreningens mission om at fremme brugen af grøn og klimavenlig energi, da True Energy gør det nemt for brugeren at lade bilen når strømmen er billigst og mest klimavenlig.”

Infrastrukturen er i fokus

Danmark har sat ambitiøse mål for elbiler. Der skal, hvis planen skal holdes, op mod en million elbiler ud på vejene hen over de kommende ti år. For at det skal kunne lykkes, er der behov for store opgraderinger, når det kommer til infrastrukturen. Både offentlige ladestandere og bedre fordelt opladning vil være krav, hvis vi skal undgå voldsomme udbygninger af det eksisterende elnet.

Netop el- og ladeinfrastruktur er områder, hvor der er klare samarbejdsmuligheder mellem Tesla Owners Denmark og True Energy. Det kan blandt andet dreje sig om, hvordan elbiler kan fungere som buffer i elnettet, såsom det er tilfældet med True Energys Big Battery-løsning.

Flere samarbejder på vej?

Fra True Energys side er et af de mest spændende aspekter af den nye aftale, at det giver udgangspunkt for ideudvikling og planlægning med en lokal forening.

”Synergierne kommer blandt andet fra, at vi kan understøtte, hjælpe og engagere hinanden. Vi har speciel ekspertise inden for intelligente løsninger til elbiler, mens de ved, hvad brugerne gerne vil have. Den kombination er meget spændende,” siger Charlotte Blou Sand, og fortsætter:

”Jeg vil gerne opfordre andre elbilsforeninger til at tage kontakt. Vi vil hellere end gerne samarbejde med så mange elbilsejere som muligt, og her er ejerforeninger og lignende oplagte partnere.”

Om Tesla Owners Denmark:
Tesla Owners Denmark er den officielle danske medlemsforening for ejere af Teslas køretøjer og Tesla-entusiaster. Foreningen er en positiv og aktiv sparringspartner for Tesla, og arbejder for at udbrede viden om klimavenlige tiltag, herunder CO2 reducerende aktiviteter, opføre ladestandere, hvor disse mangler og arbejde for en god ladekultur blandt elbilister.

Læs mere om Tesla Owners Denmark her: https://teslaownersdenmark.dk/

Om True Energy:
Grundlagt i 2018. True Energy arbejder for at gøre det nemt for kunderne at automatisk bruge elektricitet, når det er billigst og mest klimavenligt. Samtidig hjælper True Energys løsninger med at balancere energinettet. På denne måde støtter vi – og vores kunder – overgangen til mere vedvarende energi.

Læs mere om True Energy her: https://www.trueenergy.io/da/
Læs mere om True Energys løsninger her: https://www.trueenergy.io/da/app/