Radius og True Energy indgår samarbejde

Frem til december 2020 vil projektet teste elbilers fleksibilitet i forhold til opladning for at begrænse udbygning af det etablerede elnet.

Projektet simulerer belastninger

Projektet tager udgangspunkt i en udfordring, hvor Radius simulerer, at der mangler kapacitet i elnettet, dvs. at der ikke kan leveres tilstrækkelig strøm til at dække forbrugernes behov. Simuleringen dækker en hændelse, der i dag typisk opstår et par gange om året, men kan have vidtrækkende konsekvenser for levering af el til forbrugeren. Med True Energys løsning kan ladning af elbiler automatisk udskydes til tidspunkter, hvor der er lavere netbelastning, uden at bilejerne risikerer, at de står med en halvtom elbil om morgenen.

Perspektiverne: Billigere og bedre elnet

Jens Fossar Madsen, Direktør Radius Elnet, siger:
”Vi har allerede tariffer, der belønner den form for fleksibilitet, hvor man flytter forbruget væk fra kl 17-20 i vinterhalvåret, hvor nettet er allermest belastet. Med pilotprojektet her tager vi næste skridt, hvor vi analyserer om forbrugsfleksibilitet også kan hjælpe os i helt konkrete situationer, hvor dele af nettet er udsat for fejl, er ude til revision, o. lign. I de situationer er det meget vigtigt, at vi kan regne med forbrugstilpasningen, så vi kan lægge det ind i vores planlægning af vedligehold og udbygning af elnettet. Med dette projekt får vi et billede af, om vi kan få denne form for pålidelighed fra en markedsoperatør via styring af en større mængde elbiler, der er tilsluttet elnettet.”

Charlotte Sand, grundlægger og direktør i True Energy, udtaler:
”Pilotprojektet mellem os og Radius vil hjælpe med at definere elektriske køretøjers plads i Danmarks grønne elnet. Det er superspændende, at en stor og visionær virksomhed som Radius er parat til at afprøve en ny løsning i praksis og dermed få viden om, hvordan True Energys intelligente løsninger kan bruges som et supplement til at sikre stabilitet og samtidig være en både billigere og mere klimavenlig løsning ved blandt andet at flytte spidsbelastning af elnettet til tidspunkter med ledig kapacitet.”

Læs mere om projektet her.